Kunde: Energistyrelsen
Opgaveperiode: 2019
Ansvarlig: Emilie Madvig

Analyse af feriehusejeres motivationer kan fremme energieffektivisering

Hvor skal man starte, hvis man skal gøre ferieboliger mere energieffektive? Det høje energiforbrug kan mindskes markant, hvis ejerne er villige at energirenovere. Derfor har Transition lavet flere analyser for Energistyrelsen af, hvad der skal til for at få ejere til at energieffektivisere deres feriebolig. Der er lavet en analyse både af feriehusejere som lejer deres huse ud, og feriehusejere som benytter deres feriehuse som helårshus 

Feriehuse er en af de boligtyper, der forbruger mest energi, men hvis de skal blive mere energirigtige, kræver det, at ejerne har lyst til at investere i en renovering. Her er en af de store udfordringer, at mange feriehusejere tjener penge på at leje deres boliger ud, hvilket betyder, at energiomkostningerne ofte ligger hos lejeren, og der mangler derfor et økonomisk incitament hos mange feriehusejere til at investere i en energirenovering. Det er altså nødvendigt at finde ud af, hvad der ellers kan motivere ejerne til gøre deres ferieboliger energieffektive.

Antropologisk analyse

Transition har lavet en større indsats for Energistyrelsen, som handler om at undersøge, hvad der kan få feriehusejere til at energirenovere deres bolig. Analysen er lavet med antropologiske metoder, hvor der er gennemført en række dybdegående interviews med ferieboligejere, der alle har fået lavet en screening af deres feriehus og fået rådgivning til, hvordan de kan energirenovere deres feriebolig. Transition har interviewet dem om deres præferencer, motivationer og barriere for at gennemføre den renovering, de har fået anbefalet til deres bolig. Formålet er at blive klogere på de underliggende beslutningsprocesser, feriehusejere gennemgår – hvad der får dem til at renovere eller hvad der får dem til ikke at gøre det? På den måde bliver det muligt at opnå indsigt i, hvad der skal til for få ferieboligejere til at energirenovere og dermed øge antallet af energirigtige feriehuse i Danmark.