Kunde: Varvstaden
Opgaveperiode: 2019
Ansvarlig: Kathrine Brejnrod
Kategori: Cirkulær økonomi

Det bliver håndgribeligt at genanvende Varvstadens bygninger

Hvordan overskuer man at genanvende og genbruge de mange forskellige byggematerialer i et gammelt industriområde? Varvsstaden i Malmø er et nedlukket ubådsværft, hvor området nu skal byudvikles. Transition har udarbejdet et dynamisk, visuelt værktøj, som giver overblik over Varvsstadens byggematerialer og gør det håndgribeligt at bruge dem igen til den nye bydel.

Det gamle ubådsværft i Malmø skal omdannes til en ny bydel med boliger og kontorer. I projektet har der været et ønske om at genbruge og genanvende så mange byggematerialer – både for at spare på ressourcerne og for at overføre ubådsværftets historie til den nye bydel. Men de mange bygninger af forskelligartede materialer gør det udfordrende at overskue nedrivningen og genanvendelsen. Transition har udviklet en platform, som kan hjælpe med at løse dette.
En dynamisk databank
Sammen med arkitektfirmaet Matter By Brix har Transition lavet en kortlægning af, hvilke materialer der er i Varvsstadens bygninger og værdiansat dem – både i forhold til hvor meget miljømæssig og hvor meget økonomisk gevinst, der ville være ved at genbruge eller genanvende de forskellige materialer. I stedet for at lave et statisk dataoverblik over byggematerialernes potentiale, har Transition samlet det hele i en dynamisk, visuel databank. I databanken er det muligt at søge på enkelte materialer og få overblik over mængde og farve og ikke mindst materialernes miljømæssige- og økonomiske potentiale. Databanken gør det også muligt at få et helhedsoverblik over én enkelt bygning, dens materiale og dens potentiale.

Genbrug og genanvendelse bliver overskueligt
Det overblik, som den dynamiske databank kan give kunden, betyder, at det bliver overskueligt at beslutte, hvilke materialer der kan genbruges eller genanvendes, til hvad og med hvilke fordele. Det gør det håndgribeligt at lave en skånsom nedrivning, hvor man passer på de byggematerialer, der skal bruges igen, det gør det håndgribeligt at lave en meningsfuld logistik, og det gør det håndgribeligt i praksis at skulle bygge nye bygninger af Varvstadens gamle materialer. Resultatet er, at det bliver overskueligt for kunden at spare på ressourcerne og bibeholde Varvstadens historie, når de skal skabe en ny bydel i Malmø.