Rapport for Energistyrelsen “Personaanalyse”

Transition har lavet forskellige antropologiske analyser for Energistyrelsen, som netop er blevet publiceret. En af analyserne handler om persontyper identificeret gennem interviews med boligejere omkring renoveringsprocesser i deres hjem.

Læs hele publikationen her: Rapport om Effektanalyse af opfølgende rådgivning

Det endte ud med 6 forskellige persontyper, som vi primært møder i vores rådgivning

 

Personaerne er:

1. Den travle borger
2. Den sparsommelige borger
3. Den ordentlige borger
4. Verdensborgeren
5. Handymanden
6. Konkurrencemennesket

 

Portrætterne af personaerne indeholder et kort overblik over:

• Personaens primære motivation for at renovere.
• Personaens primære barrierer for at renovere.
• Personanens livscyklus.
• Personaens typiske renoveringspraksis.
• Indikatorer for den gode rådgivning til den enkelte persona.

 

Den travle borger

PRIMÆRE MOTIVATION: Forbedring af indeklima, funktion og minimalt vedligehold.

PRIMÆRE BARRIERER: Manglende tid og prioritering. Manglende viden om muligheder.

LIVSCYKLUS: Begge køn, ca. 30-50 år. Typen har ofte hjemmeboende børn.

RENOVERINGSPRAKSIS: Ad hoc tilgang, hvor man løser problemerne, når de opstår, hvilket ofte resulterer i akutte reparationer. De søger et minimum af informationer, og da selv små projekter kan være en sejr at få gennemført, er de ikke tilbøjelige til at kaste sig over gennemrenoveringer af boligen.

GOD RÅDGIVNING: Løsninger skal holdes til det enkelte og overskuelige. Typen er ofte meget lydhør over for rådgivere, men ønsker meget konkrete svar, så deres egen research mindskes. Typen vil falde for løsninger, der kan gøre hverdagen nemmere og ikke kræver deres tid. Samlede løsninger, evt. med automatiske servicetjek, vil være at foretrække.
Researchfasen ligger ikke i deres praksis, så rådgivningen skal komme til dem – og helst helt konkret hjem til dem. Giv borgeren tilbud om energiscreening og en pakkeløsning (fællesløsning), de kan sige ja til, uden at skulle researche selv. Selv de nemme løsninger risikerer dog at glippe, så de kan i høj grad have brug for opfølgende rådgivning, men kun med simple løsninger, for den travle borger vil sandsynligvis stå af ved store gennemgribende projekter.

 

Den sparsommelige borger

PRIMÆRE MOTIVATION: Økonomiske besparelser.

PRIMÆRE BARRIERER: Manglende viden, usikkerhed omkring økonomi.

LIVSCYKLUS: Begge køn, ca. 25-45 år. De kan være ekstra pressede økonomisk, fordi de lige har købt deres første hus eller har gennemgået store omvæltninger i økonomien – fx som følge af mistet job.

RENOVERINGSPRAKSIS: Renoveringer udføres løbende, når der er råd. Typen er mere interesseret i pengebesparelsen og resultatet end selve processen. Derfor kan projekterne med tiden blive en sur pligt, som kan trække i langdrag. De researcher og kigger på videoer på internettet for at lære, hvordan de skal udføre projekterne.

GOD RÅDGIVNING: Typen vil gerne opnå en optimal udnyttelse af personlige og økonomiske ressourcer, hvorfor besparelsen og fordelene gerne må gøres synlige og sammenlignelige. Den sparsommelige borger vil gå op i tilbagebetalingstider, der giver mening ift., hvor længe de planlægger at bo i huset. Gør det selv-videoer, hvor man kan se renoveringer blive udført, er gode informationskilder. Typen opsøger selv viden om de forskellige muligheder og kan tiltrækkes af borgermøder, hvor de kan få tips og tricks.

 

Den ordentlige borger

PRIMÆRE MOTIVATION: Komfort, tryghed, vedligehold.

PRIMÆRE BARRIERER: Tilbageholdende overfor nye løsninger.

LIVSCYKLUS: Begge køn, ca. 55 – 80+ år. De har ofte boet i deres hus eller nabolag længe. Typiske ordentlige borgere er det ældre pensionerede ægtepar.

RENOVERINGSPRAKSIS: Løbende renoveringer og vedligehold. De er opmærksomme på, hvad deres naboer gør, hvad der sker i lokalområdet, og hvad de læser om i aviser eller ser i TV. De kan være længe om at træffe beslutninger, ofte fordi de har tiden til det, da de sjældent står over for akutte renoveringer.

GOD RÅDGIVNING: Det fornuftige og økonomisk fordelagtige i valget skal fremhæves. Rådgiveren skal gerne give sig tid, ellers bliver den ordentlige borger”mistroisk, men et bredt udbud af valgmuligheder er knap så vigtigt. En god standardløsning med fokus på de grundlæggende funktioner, driftssikkerhed, overblik over investeringer og udgifter er vigtigere.
Den ordentlige borger vil være modtagelig over for events, hvor man kan se, afprøve og opleve produktet – man skal arbejde på at nedbryde de fremherskende fordomme over for nye løsninger. Da typen holder øje med, hvad der sker i nabolaget, gør naboeffekten sig gældende. De forholder sig opbakkende til borgermøder eller kommunale initiativer. Opfølgende rådgivning kan føles trygt for borgeren, men kan også placere borgeren i en tvivl, om der nu er noget, de har overset, som de bør gøre for at vedligeholde deres hus.

 

Verdensborgeren

PRIMÆRE MOTIVATION: Miljø, æstetik, forbedret indeklima.

PRIMÆRE BARRIERER: Økonomi.

LIVSCYKLUS: Begge køn, ofte i alderen 35-50 år. De har overskud til at tage et ansvar for miljøet, selvom de dog ikke er velhavende, men de anser miljøhensyn som et fælles ansvar. Typen omfatter også ofte mennesker, der bor i alternative boformer, fx kollektiver.

RENOVERINGSPRAKSIS: Løbende vedligehold eller totalrenoveringer. Miljøfaktorer vil altid blive tænkt ind, medmindre økonomien er stopklods. Typen har ofte overskuddet til at kaste sig ud i større renoveringer, hvor de sætter sig ind i tingene og udfører småting selv, men gerne hyrer en totalentreprenør til at stå for slagets gang.

GOD RÅDGIVNING: Typen er lydhør over for miljøargumenter og villig til at agere i henhold til dem, hvis deres økonomi tillader det. De vil være modtagelige over for kvalitetsprodukter, der kan genanvendes uden belastning af miljøet, også selvom de skal gå på kompromis med komfort eller økonomi. De vil sætte pris på, at løsninger er gennemarbejdet og gennemtænkt – både i forhold til æstetik og miljø.
I løsninger til denne type bør man ikke blot tænke i husstande, men fx også i små lokale kollektive systemer, hvor man deler og bytter indbyrdes. Typen vil ligeledes bakke op om fællesløsninger, da de gerne vil være medvirkende til, at flest muligt får udført energibesparende renoveringer.

 

Handymanden

PRIMÆRE MOTIVATION: Driftsoptimering, at skabe noget og være selvforsynende.

PRIMÆRE BARRIERER: Løsninger man ikke selv kan justere eller reparere.

LIVSCYKLUS: Typen er oftest af hankøn. Han kan være på alle stadier i livet aldersmæssigt, men bliver ofte boende i sit hus længe, da det finpudses i takt med alle projekterne. Nærmiljø og personligt initiativ står ofte i centrum.

RENOVERINGSPRAKSIS: Der er konstant projekter i gang, fordi handymanden slet ikke kan lade være. Han er meget praktisk/teknisk anlagt, stoler på sine egne evner, og behøver derfor ikke researche alt til mindste detalje. Der er noget rekreativt forbundet med at reparere, bygge om og bygge til. Han lægger vægt på at udveksle erfaringer med ligesindede og holde skarpt øje med sit forbrug.

GOD RÅDGIVNING: Løsninger, som kan tilpasses den enkeltes system, og som man selv kan reparere, vil virke appellerende. Ligeså løsninger, som gør det muligt at holde regnskab ved at aflæse og kontrollere en bestemt ydelse. Rådgiver behøver altså ikke holde sig til de simple løsninger. Ydelser, som indeholder en mulighed for at slå en god handel af, vil også virke motiverende.
Naboeffekten vil gøre sig gældende ligesom forskellige platforme for erfaringsudveksling vil være appellerende. At kunne udveksle erfaringer med ligesindede vil nemlig være både spændende og vigtigt i forhold til at kunne håndtere dagligdagens udfordringer, når batterierne eller solfangeranlæg går i stykker.

 

Konkurrencemmenesket

PRIMÆRE MOTIVATION: Økonomi, komfort, æstetik, individualitet. Miljøspørgsmål er en kærkommen medfølger.

PRIMÆRE BARRIERER: Typen er stædig og skal sætte sig ind i alting, inden en beslutning træffes.

LIVSCYKLUS: Typen er oftest af hankøn og i aldersgruppen 40-60 år. Han er en livsnyder, der er handlingsorienteret og har styr på tilværelsen og økonomien.

RENOVERINGSPRAKSIS: Han jagter de smarte og ekstreme løsninger og det mindst mulige energiforbrug, fx i form af et nulenergi-hus. Han søger sparring alle steder, han kan komme i tanke om og har generelt let ved at sætte sig ind i nye ting. Han er beslutsom og kender sine behov, og ved større renoveringsprojekter vælger han ofte selv at være tovholder, da han kan lide at have overblikket, men hyrer de rette håndværkere til at udføre arbejdet.

GOD RÅDGIVNING: Konkurrencemennesket søger nogen at spille bold op ad. Han kan kræve meget af rådgiver, da denne gerne må udfordre ham. Han skal have bekræftet beslutninger, men vil også gerne udforske eventuelle huller i hans viden. Der må gerne være fokus på kvaliteten i detaljerne og smarte features, der kan være udgangspunkt for en god historie.
Events, hvor nye teknologier introduceres, eller hvor man kan få sparring til de mere ”ekstreme” løsninger, er tiltalende for konkurrencemennesket. Naboeffekten kan også gøre sig gældende, for konkurrencemennesket er ikke bleg for at opsøge mennesker og spørge interesseret, hvis han kommer forbi misundelsesværdige, smarte løsninger.