I begyndelsen af 2023 blev det nye bygningsreglement implementeret, hvilket pålægger krav om livscyklusanalyser samt en begrænset CO2-udledning for nybyggeri på over 1000 kvadratmeter. Som et resultat heraf er EPD’er, også kaldet miljøvaredeklarationer, blevet et afgørende værktøj inden for byggebranchen. TS-Tegl A/S har derfor samarbejdet med Transition om at få udarbejdet en EPD på deres tegloverliggere.
TS-Tegl A/S har mange års erfaring med at producere og levere tegloverliggere til forskellige typer af byggeri, herunder skoler, erhvervsbygninger og lejlighedskomplekser. Mange af dem er større byggeprojekter, som falder under bygningsreglementets nye krav til LCA og CO2-udledning. På grund af de nye krav, kan en EPD-certificering styrke TS-Tegl A/S’ konkurrenceevne på et marked, hvor byggeprodukters CO2-aftryk har fået en afgørende betydning.
Projektet fra A-Z
Den indledende del af projektet med TS-Tegl A/S fokuserede på at introducere begrebet EPD og fremhæve den forventede proces, som virksomheden skulle igennem i forbindelse med udarbejdelse og verifikation af en EPD. Dette omfattede også en tidsmæssig ramme, da både udarbejdelses- og verifikationsprocessen kan være lang.
Efter introduktionen til EPD-processen begyndte dataindsamlingen. Her leverede TS-Tegl A/S selv alt den nødvendige data, som gav Transition grundlaget for at udarbejde EPD’en. Transition stod i sidste ende for at sende EPD’en til verifikation ved EPD Danmark.
Projektet har resulteret i, at TS-Tegl A/S nu har en verificeret EPD på tegloverliggere. Du kan finde EPD’en på EPD Danmark.
Dyb indsigt og optimering
En EPD er ikke blot en produktdeklaration, men også dokumentation for produktets miljøprofil, som giver en dyb indsigt i produktets udledninger.
De specifikke tal, der fremkommer gennem EPD’en, gør det nemmere at identificere områder, hvor der kan optimeres og effektiviseres. Ved at kunne dokumentere deres egen påvirkning, i værdi- og produktionskæden, står TS-Tegl A/S tilbage med håndfaste data om deres produktudledning, hvilket giver dem et solidt grundlag for fremtidige strategiske beslutninger og bæredygtighedsinitiativer. Denne indsigt kan efterfølgende bruges aktivt til optimering, udvikling og strategi i virksomheden.
Ønsker du også at få udarbejdet en EPD på et eller flere af dine produkter? Så tag fat i Lasse Langstrup, Områdeansvarlig for LCA og EPD ved Transition, og hør mere om dine muligheder.