Hvordan kan man optimere energi- og ressourceforbruget i sin produktion med udgangspunkt i en miljøvaredeklaration? Det har Transition undersøgt i samarbejde med Naturpladen gennem en scenariebaseret miljøvaredeklaration på deres regenerative akustikplader.
Produktion af akustikplader
Naturpladen laver akustikplader af svampe mycelium og upcyclede planterestfibre. Mycelium kan erstatte plast og cement som bindemiddel, hvilket reducerer CO2-aftrykket og affaldet enormt. Mycelium er et meget fleksibelt materiale, og det kan bl.a. bruges til at fremstille både let isolering og akustikplader samt hårde byggeplader. Problemstillingen i dette projekt drejer sig om at identificere den mest bæredygtige værdikæde. Dette inkluderer overvejelser om anvendelse af alternative plantefibre, alternative tørringsmetoder og om valg af metoder i produktionsprocessen.
Følsomhedsanalyse
Miljøvaredeklarationer, også kendt som EPD’er, udarbejdes typisk på baggrund af en fastlagt produktion. I samarbejde med Naturpladen har Transition imidlertid ændret tilgangen og lavet en følsomhedsanalyse for at undersøge, hvordan Naturpladens råvare, energi- og ressourceforbrug kan optimeres, inden den skalerede produktion af akustikpladerne igangsættes. Transition har analyseret og rådgivet i, hvilke komponenter Naturpladen potentielt kan sammensætte, og hvordan akustikpladerne skal produceres for at have den lavest mulig CO2-udledning samt andre drivhusgasser.
Undersøgelsen har medført overraskende resultater, såsom hvor betydelig en indvirkning transportafstanden fra underleverandørerne har på den samlede klimapåvirkning, når ressourceforbruget er lavt. Resultaterne kan bidrage til, at Naturpladen ApS kan optimere deres produktion af akustikpladerne.
Det næste step for Naturpladen er nu at få lavet en prøve-EPD på produktionen.
Er I også interesserede i at optimere jeres produktion eller dokumentere jeres produkts miljømæssige egenskaber? Kontakt Lasse Langstrup Hägerstrand, områdeansvarlig for LCA og EPD ved Transition.