Søg
Close this search box.

Dato

3. juli 2024

Region H taskforce skal rådgive bygherrer om cirkulært byggeri

Region H taskforce skal rådgive bygherrer om cirkulært byggeri

Transition, SWECO Danmark og Molt Wengel Advokater udgør Region Hovedstadens taskforce, som skal tilbyde gratis rådgivning om cirkulært byggeri til bygherrer. Region H har afsat 1,5 mio. kr. til taskforce-projektet, som skal fremme genbrug af materialer i byggeriet for at spare CO2 og råstoffer.

I byggebranchen er der generelt en interesse for at genbruge og genanvende mere. Dog mangler mange bygherrer viden inden for området. Region Hovedstadens treårige taskforce-projekt skal tilbyde bygherrer vejledning inden for cirkulært byggeri og dermed være med til at fremme genbrug og genanvendelse af materialer i danske byggerier. 

I alt 50 offentlige og private bygherrer kan deltage i taskforce-projektet. Alle deltagende bygherrer får 25 timers gratis rådgivning. 

 

Taskforce kan agere faglig, byggeteknisk og juridisk sparringspartner 

Region Hovedstadens taskforce udgøres af et konsortium bestående af tre virksomheder; Transition, SWECO Danmark og Molt Wengel Advokater.

Transition vil bistå bygherrerne med praktisk erfaring med bygningstransformation og indsigt i cirkulære potentialer for materialer og bygninger. SWECO Danmark bistår med rådgivning inden for miljø- og byggetekniske kompetencer inden for cirkulært byggeri, mens Molt Wengel Advokater bidrager med juridisk rådgivning inden for rammebetingelser og risikostyring med cirkulært byggeri. 

“Vi glæder os meget til at kunne bidrage med konsortiets faglige ekspertise til at understøtte bygherrernes arbejde med cirkulært byggeri. Vi oplever især, at det er konkrete erfaringer i byggeprojekter, der udvider bygherrernes handlerum indenfor for cirkularitet. Taskforcen er en fantastisk mulighed for at omsætte idé til handling og derved sikre et kompetenceløft i branchen,” fortæller Line Nørmark, som er partner i Transition. 

 

Viden bliver tilgængelig for alle 

Al viden og erfaring fra rådgivningsforløbene vil efterfølgende blive gjort tilgængelig for alle samt delt i diverse faglige netværk, herunder ”Nationale rundbordssamtaler for cirkulært byggeri” og handlepartnerskaberne for genanvendelse af materialer i byggeriet under Gate 21, som Region Hovedstaden også støtter. 

Derfor kan den viden, der genereres hos bygherrerne gennem projektet, være med til at skubbe på en udvikling, hvor byggeri med genbrug og genanvendelse går fra at være pilotprojekter til at være en normalitet.  

 

Vil du høre mere om taskforcen? Kontakt Line Nørmark Jakobsen på line@transition.nu. 

Illustration af bygningspyramiden