Da Energistyrelsen skulle udbrede budskabet om varmepumper på abonnement var det helt essentielt, at de kendte de målgrupper, de skulle kommunikere til. Derfor lavede Transition en målgruppeundersøgelse, som skulle danne grundlaget for både en kampagne og et nyt borgermødeformat.
Transitions målgruppeundersøgelse og Energistyrelsens kampagne, som er udarbejdet af Advance, har til formål at udbrede brugen af “Skrotningsordningen”. En ordning, hvor Energistyrelsen giver et tilskud til udbydere af varmepumper på abonnement, så de med en mere fordelagtig pris kan tilbyde boligejere med olie- eller gasfyr – der bor uden for fjernvarmeområder – at udskifte deres gamle fyr med en luft til vand-varmepumpe på abonnement. Kendskabet til ordningen har været begrænset, hvis man ser på midler søgt fra puljen, hvilket er ærgerligt, da en varmepumpe på abonnement for nogle målgrupper kan have flere fordele fremfor køb af egen varmepumpe. Derfor har Transition lavet en undersøgelse af målgrupper for ordningen, for i højere grad at kunne nå ud til dem, som en varmepumpe på abonnement er relevant for.
Transition analyserede målgruppen
Som en del af målgruppeundersøgelsen lavede Transition en geografisk kortlægning af, hvor i landet henholdsvis fjernvarme, oliefyr og gasfyr er udbredt. Dermed blev det tydeligt, hvem der kunne have gavn af en varmepumpe.
Transition foretog hertil både interviews med leverandører og kunder. Det ledte til indsigter om to overordnede kundetyper, som gik igen: ‘Den økonomisk trængte kunde,’ som ikke har økonomisk råderum til at låne penge til en varmepumpe (Det koster omkring 150.000 at anskaffe sig en varmepumpe) og ‘Bekvemmelighedskunden’, som gerne vil undgå ansvar for vedligehold og service.
Desuden lavede Transition fokusgruppeinterviews med husejere, der havde fravalgt varmepumpe, for at få mere viden om grunden til fravalget, samt fokusgruppeinterviews med gasfyrsejere, hvilket ledte til specifik viden om deres motivationer, og om hvorvidt gasfyrsejere adskilte sig fra oliefyrsejere.
Viden blev omsat til målrettet kampagne og borgermøde
Målgruppeundersøgelsen ledte til konkrete indsigter om de muligheder og barrierer, som kunder, potentielle kunder og leverandører forbinder med varmepumpe på abonnement. Det dannede et oplyst grundlag for Energistyrelsens kampagne. Men indsigterne blev ikke kun brugt til kampagnen. De blev også brugt til at lave et nyt borgermødeformat, hvor Transition på vegne af SparEnergi.dk rådgav borgere i varmepumper på abonnement.
Undersøgelsen blev dermed omsat til målrettet oplysning af borgere om valget af varmepumpe som opvarmningsform generelt, konkret viden om varmepumper på abonnement, samt viden om at konceptet understøttes med tilskud fra Energistyrelsens “Skrotningsordning”. I et klimaperspektiv har undersøgelsen derfor bidraget med viden om, hvordan varmepumpen som fossilfri energikilde kan nå ud til endnu flere boligejere, også de, der af forskellige årsager ikke kan eller vil købe og eje deres egen varmepumpe.
Se målgruppeundersøgelsen her: https://sparenergi.dk/sites/forbruger.dk/files/contents/publication/maalgruppeindsigter-varmepumper-paa-abonnement/maalgruppeindsigter_varmepumper_paa_abonnement_2.pdf
Står I og mangler en dybdegående målgruppeundersøgelse i din virksomhed eller kommune? Eller vil høre mere om, hvordan vi med antropologiske metoder skaber viden om målgrupper? Så kontakt os på info@transition.nu.