Som led i Ringkøbing–Skjern Kommunes strategiske indeklimaplan blev rengøringsmidlet CLARITY+ afprøvet i fire daginstitutioner for at undersøge, om midlet kan bidrage til et bedre oplevet indeklima, rengøringskvalitet og arbejdsmiljø.
CLARITY+ er et rengøringsmiddel fremstillet i Danmark, som er et biologisk nedbrydeligt naturprodukt produceret af aks2tal.
Efter Ringkøbing-Skjern Kommunes indledende test af rengøringsmidlet i 2024 blev indsatsen udvidet i 2025 med fokus på medarbejdernes oplevede effekter. Transition gennemførte en kvalitativ undersøgelse i fire daginstitutioner, hvor både rengøringspersonale og pædagogisk personale bidrog med erfaringer fra testforløbet.
En kvalitativ undersøgelse af erfaringer
Transition strukturerede evalueringen som en kvalitativ undersøgelse med semistrukturerede interviews med fokus på medarbejdernes oplevelse af rengøringskvalitet, indeklima, arbejdsmiljø og arbejdsgange i de fire daginstitutioner. Tilgangen gjorde det muligt at få en dybere forståelse af, hvordan CLARITY+ blev oplevet i den daglige praksis. Kun to institutioner var informeret om testen, mens de to øvrige ikke var. Det gjorde det muligt at undersøge, om forventninger til produktet påvirkede oplevelsen af effekten.
Erfaringer, der styrker beslutningsgrundlaget
Undersøgelsen viste, at tre ud af fire institutioner oplevede forbedringer i forskelligt omfang, mens ingen oplevede en forværring. Erfaringerne fra de uoplyste institutioner indikerede desuden, at effekten kunne opleves uden forudgående kendskab til produktet. Rengøringsassistenterne vurderede samtidig midlet som effektivt, brugervenligt og let at integrere i de eksisterende arbejdsgange.
Et bedre grundlag for det videre arbejde
Projektet har givet Ringkøbing–Skjern Kommune et bedre beslutningsgrundlag for en eventuel bredere implementering af CLARITY+ i kommunens bygninger. Samtidig har forløbet bidraget med viden om, hvordan arbejdet med indeklima, arbejdsmiljø og rengøringspraksis i offentlige institutioner kan styrkes gennem systematisk afprøvning og evaluering.