Støj og dårlig akustik er blandt de største indeklimaproblemer i daginstitutioner over hele landet. Det gælder også i Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor nylige arbejdspladsvurderinger har vist betydelige udfordringer med støj og akustik i kommunens daginstitutioner.
På grund af støj- og akustikproblemer i Ringkøbing-Skjern Kommunes daginstitutioner, ønskede kommunen at undersøge, hvilke løsninger der kunne reducere støjniveauet og forbedre både arbejdsmiljøet for personalet og trivslen for børnene. Transition har bistået kommunen i et pilotprojekt, hvor udvalgte institutioner er blevet undersøgt og har fået hjælp til forbedring af det akustiske indeklima.
Tekniske løsninger og adfærd i samspil
På baggrund af kommunens arbejdspladsvurderinger blev fire institutioner udvalgt som pilotcases for at repræsentere særligt udfordrede miljøer. Projektet blev tilrettelagt med to parallelle spor: Et teknisk og et adfærdsmæssigt spor.
Det tekniske spor: I det tekniske spor udførte Transition akustiske målinger i daginstitutionerne. På baggrund af målingerne og inddragelse af personalet i daginstitutionerne blev der udført en række akustiske løsninger, f.eks. montering af akustiske absorbenter, rumdelere og arbejde med indretning og møbler. Efterfølgende blev løsningerne vurderet med afsæt i nye akustikmålinger og evalueringssamtaler med personalet.
Det adfærdsmæssige spor: Det adfærdsmæssige spor omfattede analyse af arbejdspladsvurderingerne samt interviews med personalet og observationer i institutionerne. På den baggrund blev der udviklet adfærdstiltag, som blev testet i daginstitutionerne og efterfølgende evalueret sammen med personalet.
Den kombinerede tilgang gjorde det muligt både at undersøge de fysiske rammer og den daglige adfærd, der har betydning for støjniveauet. Samtidig gav projektet indblik i, hvordan støjdæmpende tiltag kan tilpasses institutionernes hverdag og arbejdsvilkår.
Konkrete værktøjer til kommunens videre arbejde
Projektet resulterede i udarbejdelsen af en anvendelig guide med konkrete anbefalinger, som kan implementeres i kommunens øvrige daginstitutioner.
Derudover udarbejdede Transition en virkemiddelbank i Excel, der samler tekniske og adfærdsmæssige praktiske tiltag til brug på tværs af kommunen. Virkemiddelbanken har givet kommunen et samlet overblik over mulige virkemidler, hvilket understøtter det videre arbejde med at forbedre indeklimaet i kommunens institutioner.