Foto: Forsatsrude fra Optoglas (optoglas.dk)
Virksomheden Optoglas laver forsatsruder, som gør det muligt at bevare de eksisterende vinduer og originale beslag i stedet for at udskifte dem med nye. Men hvor stor er forskellen i CO₂-udledningen ved bevaring versus erstatning med nye vinduer? Det ønskede Optoglas at få indsigt i.
Optoglas havde brug for konkret viden om CO₂–besparelsen ved deres forsatsløsninger – både i forhold til produktionen af forsatsruderne samt den energibesparelse der følger, når de monteres. Selvom det intuitivt er klimamæssigt bedre at bevare et eksisterende vindue fremfor at producere et nyt, manglede der beregninger, som kunne understøtte argumentet.
Et værktøj, der sætter tal på CO2-besparelsen
Transition udviklede et beregningsværktøj, der kortlægger CO₂-udledningen forbundet med produktionen af alle komponenter i Optoglas’ forskellige forsatsløsninger. Værktøjet gør det muligt at vælge vinduesmodel og glastype, og sammenligne CO₂-aftrykket fra Optoglas’ løsninger med alternativet; at kassere de eksisterende vinduer og montere nye.
Ud over at vise CO₂-aftrykket fra produktionen beregner værktøjet også, hvor meget CO₂, der spares gennem det reducerede energiforbrug, når vinduerne isolerer bedre. På den måde kan man se, hvor hurtigt den CO₂, der udledes under produktionen, bliver opvejet af den medfølgende besparelse.
Dokumentation kan bruges til eksisterende og nye kunder
Beregningerne viser tydeligt, at det giver markante CO₂-besparelser at bevare de eksisterende vinduer og montere forsatsruder fra Optoglas i stedet for at udskifte dem med nye.
Optoglas kan nu bruge beregningsværktøjet til at dokumentere den miljømæssige gevinst for både nuværende og kommende kunder og dermed tydeliggøre værdien af deres løsning.