For at reducere sin klimapåvirkning må man først kende sit udgangspunkt. JDH-BYG
har anvendt klimaregnskabet til at kortlægge virksomhedens CO₂-aftryk og
identificere de mest effektive indsatsområder
JDH-BYG er en fremsynet byggevirksomhed med ambitioner om at bygge mere bæredygtigt og dokumentere de klimaeffekter, som materialevalg og arbejdsmetoder medfører. Selvom JDH-BYG ikke er omfattet af lovpligtige ESG-rapporteringer, hvor klimaregnskabet indgår som et oplysningskrav, har de siden 2021 frivilligt udarbejdet klimaregnskaber. Det gør de både for at følge deres interne udvikling og for at kunne dokumentere over for kunder og medarbejdere, hvilken påvirkning deres anvendelse af biobaserede byggematerialer har på klimaet sammenlignet med traditionelle løsninger.
Klimaregnskabet for 2023
I samarbejde med JDH-BYG udarbejdede Transition klimaregnskabet for 2023 med fokus på at levere et solidt og brugbart grundlag for fremtidige beslutninger. JDH-BYG stod selv for at indsamle data om blandt andet medarbejderkørsel, energiforbrug, materialeforbrug og affaldsgenerering. Transition stod for den efterfølgende databehandling og beregning af CO₂-aftrykket.
En del af arbejdet med klimaaftrykket for 2023 har været at sammenligne det med klimaregnskaberne fra 2021 og 2022. Det gav JDH-BYG indsigt i udviklingen over tid og samtidig klarhed over, hvordan udledningen fordeler sig, og hvor der er størst potentiale for forbedringer.
Målbare fremskridt og øget klimabevidsthed
Samarbejdet har givet JDH-BYG et mere præcist og detaljeret klimaregnskab for 2023. Virksomheden har ikke blot fået indsigt i deres samlede CO₂-aftryk, men også i udviklingen fra 2021 til 2023. Det er tydeligt, at de både er blevet bedre til at indsamle data og har opnået reelle reduktioner – både målt pr. omsat krone og pr. medarbejder.
Samtidig har klimaregnskabet skabt værdi internt, idet medarbejderne har fået en bedre forståelse af, hvordan deres adfærd påvirker virksomhedens klimaaftryk. Valg som samkørsel, materialeforbrug og transportformer er blevet konkrete områder, hvor ændringer kan gøre en reel forskel.