Silkeborg Kommune
Transition indfører energiledelse i offentlige institutioner. Ved at implementere energiledelse, kan organisationer strukturere arbejdet med deres langsigtede energiforbrug med fokus på vedligehold og omkostninger.
Øget indsats i offentlige institutioner
Transition arbejder sammen med Silkeborg Kommune på et projekt omkring energiledelse i offentlige institutioner.
Her bliver tre udvalgte ejendomsserviceteknikere uddannet i at bruge de rette værktøjer til at spare på energien, og samtidig vejlede brugerne i at tænke energibesparelse ind i hverdagen.
Projektet tager udgangspunkt i seks bygninger, med mål om udbredelse til øvrige institutioner i kommunen.
Uddannelsen består af:
- Systemudvikling og implementering
- Energianalyse
- Udvikling af handlingsplaner
- Implementering af handlingsplaner
- Overvågning og måling
- Træning og uddannelse
Strategisk sparringspartner
Når uddannelsen er endt, er Transitions primære opgave at stå som sparringspartner på et strategisk niveau, i form af at vejlede og guide ejendomsserviceteknikerne, sådan at de fortsat vedligeholder energiledelsen og i sidste ende bibeholder fokus på et reduceret energiforbrug hele vejen rundt.
Målet er at indføre energiledelse som en fast del af hverdagen, så der ikke bliver brugt mere energi end nødvendigt.
”Det er superspændende, og man skal huske, at vi ikke kun arbejder med energibesparelser, men også med at få bygninger til at fungere. Det er jo eksempelvis nemt nok bare at skrue ned for varmen, men det er altså ikke meningen, at folk skal fryse. Kunsten er at have varme på og alligevel spare. Det skal helst være sådan, at folk slet ikke opdager det”
Søren Fisker, ejendomsservicetekniker og ressourceperson.