Havnegade 16 er et unikt DGNB-transformationsprojekt, hvor Ejendomsselskabet Olav de Linde har transformeret en ældre bygning til kontorlejemål. Projektet er et af de første DGNB Guld-certificerede renoveringsprojekter i Danmark.
Havnegade 16 på Odense Havn repræsenterer et bemærkelsesværdigt transformationsprojekt, hvor et gammelt kornlager fra 1926 er blevet forvandlet til moderne kontorlejemål.
Ejendomsselskabet Olav de Linde har fokuseret på at bevare bygningens arkitektoniske kvaliteter og detaljer. Ved at implementere få men meget betydningsfulde ændringer er bygningen blevet åbnet op, hvilket blandt andet giver mere dagslys og dermed skaber en bebyggelse efter nutidens standarder. Valget om at minimere indgreb i bygningen afspejler Ejendomsselskabets respekt for bygningens præmisser og oprindelige karakter.
DGNB-projekt i særklasse
Transition har været DGNB-auditor og har derfor fulgt projektet fra start til slut. Det vil sige, at Transition har foretaget certificeringsforløbet fra de indledende screeninger og målsætninger til indsamling af dokumentation og udarbejdelse af evalueringer.
I den forbindelse er der udarbejdet en række analyser, herunder Totaløkonomi (LCC), Livscyklusvurdering (LCA), VOC- og aldehyd målinger, Radon-målinger, Robusthedsanalyse og Termografering.
Målingerne viste blandt andet, at der ikke var PCB, og at der var en lav grad af kemi. Derudover er det lykkedes at skabe et godt termisk og atmosfærisk indeklima, hvilket ellers ofte kan være en udfordring i en transformation.
Bygningen har generelt en flot livscyklusvurdering, hvilket skyldes de bevarede konstruktioner, en høj grad af genbrug og at der er lavet en EPD på de genbrugsmursten, der er anvendt i projektet.
Projektet på Havnegade 16 udmærker sig som et eksempel på cirkulært byggeri, hvor bygningen bevares og der er en høj grad af genbrug. Projektet er et af de første DGNB Guld-certificerede renoveringsprojekter i Danmark og er derfor blevet udvalgt som pilotprojekt for Rådet for Bæredygtighed i Byggeri, som har fokus på at fremme DGNB-projekter. Rådet har brugt pilotcasen som udgangspunkt for udarbejdelsen af en ny manual for renoveringsprojekter.
Udover guld-certificeringen har bygningen på Havnegade 16 også modtaget ’DGNB hjerte’. En ekstra udmærkelse, der gives til bygninger, som har opnået et bestemt antal hjerte-point, hvilket betyder, at der gøres en ekstra indsats for bygningsbrugernes velvære.
Vil du vide mere om projektet, eller hvordan vi kan hjælpe jer i mål med en DGNB-certificering? Så kontakt Line Nørmark Jakobsen, Chef for Bæredygtighed i byggeriet, og hør mere om dine muligheder.