Hvordan kan man tænke bæredygtighed ind i arbejdet, når man til daglig renoverer erhvervslejemål? Netop dette ønskede Nordliv Byg at undersøge nærmere for at finde nye og mere bæredygtige måder at gribe arbejdet an på.
Nordliv Byg arbejder med renovering af erhvervslejemål og har allerede et særligt fokus på at minimere byggeriets miljøpåvirkning. Deres arbejde indebærer dog ofte udskiftning af skillevægge, lofter og gulve, hvilket medfører en betydelig mængde affald og forbrug af nye materialer. Det er en praksis, de allerede er bevidste om, men som de ønsker at forholde sig mere aktivt og konstruktivt til. Med et ønske om at styrke deres indsats indledte de et samarbejde med Transition for at få sparring og rådgivning.
Et forløb i forlængelse af samarbejdet
Samarbejdet med Transition startede som et ad hoc-rådgivningsforløb, hvor Nordliv Byg løbende kunne få sparring og rådgivning inden for ESG-området. Undervejs i forløbet opstod et ønske om at arbejde mere konkret med livscyklusanalyser (LCA). Arbejdet med LCA blev en naturlig forlængelse af rådgivningsforløbet.
Styrket forståelse for LCA
Målet var både at styrke forståelsen af klimapåvirkninger gennem LCA-beregninger og at give Nordliv Byg en dybere indsigt i, hvordan LCA-beregninger kan bruges som et konkret redskab til at træffe bedre klimamæssige valg i byggeriet. Som en del af forløbet blev der arbejdet med LCAbyg, et program der gør det muligt at få overblik over byggematerialers miljømæssige aftryk.
Forløbet bestod af tæt 1:1-sparring og blev rundet af med et oplæg på Nordliv Bygs leverandørdag. Her inviterede virksomheden kunder og samarbejdspartnere indenfor for at give indblik i virksomhedens arbejde med ESG og LCA. Nordliv Byg står nu stærkere i arbejdet med at omsætte bæredygtighed fra viden til praksis