Som en del af programmerne Sustainable Choice CPH og Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling har Transition hjulpet mere end 30 turismevirksomheder med certificeringer såsom Green Tourism Organization, B Corp, Green Key, Green Attraction og Green Restaurant.
Gennem projekterne Sustainable Choice CPH og Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling, som er gennemført for henholdsvis Wonderful Copenhagen og Dansk Storbyturisme med støtte fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, har Transition hjulpet mere end 30 turismevirksomheder gennem skræddersyede certificeringsforløb.
Vi har hjulpet virksomhederne med alt fra valg af certificeringsramme, udvikling af strategimål og inddragelse af interne og eksterne interessenter, til udmøntning i kommunikation og handlingsplaner samt forberedelse til re-certificering.
Forløbenes opbygning
Hvert certificeringsforløb har bestået af fysiske besøg ved virksomhederne, online sparring samt hjælp-til-selvhjælp i forbindelse med udvikling af blandt andet handlingsplaner, indkøbspolitikker og klimaregnskaber.
Vi har tilrettelagt hvert certificeringsforløb til den enkelte organisations størrelse, kompleksitet og forudsætninger. Arbejdet med og formaliseringen af bæredygtighed bør altid tilpasses til den enkelte organisation, for at det kan skabe reel værdi. Gennem forløbene har vi sikret rådgivning i øjenhøjde, hvilket har været afgørende for, at virksomhederne har fået ejerskab med processen. Det har også bidraget til, at arbejdet og de nye procedurer er forankret i organisationen, hvilket gør arbejdet nemmere frem mod re-certificering.
Med en opnået certificering har virksomhederne fået et troværdigt stempel, som de kan bruge til at kommunikere, at de lever op til bestemte standarder inden for bæredygtighed. Dette kan udgøre en konkurrencefordel i en branche, hvor flere gæster og samarbejdspartnere prioriterer eller stiller krav til, at destinationer, hoteller og konferencecentre arbejder med bæredygtighed og har en certificering1.