Hvordan kan virksomheder tage deres produkter retur til genbrug og genanvendelse når kunderne er færdige med at bruge dem? Og hvordan gør man det til en del af en cirkulær forretning? Netop den cirkulære forretningsmodel har Transition været med til at udvikle for interiørvirksomheden, A Circular Design Studio, så de kan få sine produkter tilbage til genbrug og genanvendelse.
Cirkulær økonomi handler om, at produkter og ressourcer skal have så lang en levetid som muligt, genbruges og genanvendes for at eliminere affald og optimere ressourcer. Det indebærer blandt andet at se affald som en ressource og at genanvende materialer og produkter. Ved at producere sine varer af affaldsplastik har A Circular Design Studio allerede en delvis cirkulær forretningsmodel, men målet er at blive endnu mere cirkulære.
Ny kilde til plast og nye returordninger
Transition har undersøgt, hvordan A Circular Design Studio kan blive endnu mere cirkulær ved 1) At indhente affaldsplastik fra flere kilder end dem de allerede har, og 2) Ved at sørge for, at deres plastprodukter kan komme retur og indgå i virksomhedens produktion af nye produkter.
På baggrund af markeds- og kundeanalyser udarbejdede Transition konkrete forslag til en grønnere forretningsmodel. Transition foreslog blandt andet, at A Circular Design Studio kan indsamle plastaffald fra skoler i lokalområdet, for at sikre flere kilder til plastik. Hertil hørte beregninger af, hvor meget plastik det er muligt at indsamle hvis skolerne eksempelvis indsamlede låg fra deres skolemælk, og hvor mange skoler der skal indsamles fra årligt, for at det giver overskud. Transition udarbejdede specifikke anbefalinger til, hvilke værditilbud A Circular Design Studio kan tilbyde skolerne til gengæld i form af læring, samt hvordan de kan identificere nøgleaktiviteter og udarbejde en handlingsplan.
Transition udarbejdede også forslag til et tack-back system for, hvordan virksomheden kan tilrettelægge en returordning for private kunder samt leasingordning for erhvervskunder indenfor specifikke brancher for at sikre gensalg og genanvendelse.
Endnu mindre plastik går til spilde
Hvis designvirksomheden følger anbefalingerne, er der både besparelser at hente i forhold til indkøb og materialebesparelser i brugsfasen. Der er en enormt stor affaldsproduktion af plastik, som udleder meget CO2 og ikke kan nedbrydes. Med den anbefalede forretningsmodel kan A Circular Design Studio sørge for – som en virksomhed der brander sig på bæredygtighed – at udnytte alle de potentialer der er for at genanvende endnu mere plastik til deres produkter.