Med indførelse af nye europæiske standarder inden for bæredygtighedsrapportering har Ejendomsselskabet Olav de Linde taget et aktivt valg om at arbejde med de nye oplysningskrav i deres bæredygtighedsrapport for 2023. Transition har hjulpet ejendomsselskabet med at udarbejde rapporten.
Ejendomsselskabet Olav de Linde er et af Danmarks førende ejendomsselskaber. I 2021 udformede de deres første bæredygtighedsrapport. Siden den første rapport har EU vedtaget CSRD og ESRS, som sætter nye og mere omfattende krav til virksomheders bæredygtighedsrapportering.
Selvom Ejendomsselskabet først er underlagt CSRD fra regnskabsåret 2025, har de alligevel valgt at være på forkant og arbejde med den nye standard i deres 2023-rapport.
Dobbelt væsentlighedsanalyse som grundlag
En vigtig del af den nye ESRS-standard er kravet om, at der skal være udført en dobbelt væsentlighedsanalyse, som identificerer de mest væsentlige påvirkninger fra virksomheden – positive som negative. Derfor hjalp vi Ejendomsselskabet med at udføre analysen gennem workshops, hvor væsentlige påvirkninger blev identificeret, samt et Excel-værktøj, som kvantificerede påvirkningerne. De mest væsentlige påvirkninger indgår i virksomhedens rapport for 2023.
Møder og interviews dannede grundlag for rapportens indhold
I Ejendomsselskabet Olav de Linde har de en intern styregruppe, som arbejder med bæredygtighed, herunder bæredygtighedsrapportering. Transition har haft en lang række møder og workshops med styregruppen, som lå til grund for, hvilke områder, data, historier og holdninger, der skulle indgå i bæredygtighedsrapporten for 2023.
Ejendomsselskabet havde et ønske om, at deres medarbejdere og afdelinger skulle føle sig repræsenteret i ESG-rapporten. På den måde blev det ikke blot styregruppens og ledelsens rapport, men derimod hele virksomhedens. Derfor faciliterede vi en række interviews med flere af virksomhedens medarbejdere. Disse udmundede i cases og citater, som blev en del af den endelige ESG-rapport.
Transition har desuden assisteret i dataindsamlingen og rådgivet i, hvordan data skulle indsamles på tværs af E, S og G. I forbindelse med dataindsamlingen har vi været med til at evaluere Ejendomsselskabets eksisterende it-software til dataindsamling. Der var behov for et mere passende værktøj, hvorfor Ejendomsselskabet fandt et nyt værktøj til dataindsamling. Vi har været faglige sparringspartnere i processen, da vi har deltaget i demomøder og repræsenteret virksomhedens behov og ønsker, så de rigtige spørgsmål blev stillet, og værktøjet blev vurderet på det rette grundlag.
Transition har ageret sparringspartner gennem hele forløbet med bæredygtighedsrapporten for 2023, og har desuden bidraget med selve formidlingen af rapportens indhold.