Hvordan kan virksomheder blive bedre til at recirkulere byggematerialer? Transition har taget del i etableringen af et nyt videnscenter for cirkulær økonomi i Næstved Kommune.
I byggebranchen bliver gamle, nedrevne materialer ofte set som affald eller bliver knust og brugt som fyld til at lave veje. Et led i den grønne omstilling er, at flere at disse materialer kan blive genbrugt og genanvendt i nyopførte byggerier. I samarbejde med Næstved Kommune udviklede Transition Videnscenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet, som henvender sig til små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægsbranchen.
Her bidrog Transition med sin store viden om cirkulær økonomi – og hvordan man recirkulerer materialer i praksis. Cirkulær økonomi handler om at holde ressourcer, såsom byggematerialer, i kredsløb så lang tid som muligt til den højest mulige værdi. Der er derfor fokus på at sætte byggematerialerne i stand og undersøge, hvordan de kan blive genanvendt på en værdifuld måde. Men det kan være svært for virksomheder i byggebranchen at danne sig et overblik over deres muligheder i praksis.
Transition optegnede værdikæden af aktører i byggeriet, for at sørge for at videnscentret ville ramme målgruppen. Herefter blev der lavet interviews med udvalgte aktører i værdikæden for at høre, hvilken viden, de oplevede, de manglede om cirkulær økonomi.
Det endelige resultat var Videnscentret; en online vidensbank, der blev lanceret i foråret 2019. Her kan virksomheder nu, blandt andet, få eksempler på konkrete cases fra realiserede cirkulære byggerier, viden om bestemte materialetyper og viden om, hvordan man kan søge midler til et genbrugs- eller genanvendelsesprojekt. På den måde bliver det mere håndgribeligt for små og mellemstore virksomheder i byggebranchen at gentænke brug af ressourcer og dermed bidrage til den grønne omstilling.